fredag den 26. oktober 2012

Romkugle trøfler - opskrift


Efter weekendens kage havde jeg noget kage til overs, som blev skåret fra da de blev lagt sammen.
Jeg tænkte straks på hjemmelavede trøfler!
Jeg eeeeelsker trøfler også dem fra bageren, men har faktisk aldrig lavet nogen selv, så nu skulle det være.
Kiggede lidt opskrifter på nettet til inspiration, men lavede selv en blanding som jeg syntes er lækker.



Romkugle trøfler - ca 45 små kugler.

500 g kagerester (jeg brugte denne gang drømmekage og chokoladekage, men du kan også købe en roulade og mazarintærte fra Dancake hvis ikke du ligger inde med nogle rester og har en ustyrlig trang til trøfler)
1 dl. fløde
200 g. chokolade
1 spsk. rom essens (eller rigtig rom hvis du har)
2 spsk. hindbærmarmelade
2 spsk. peanutbutter

- Blend eller smulder kageresterne.
- Varm fløden op til kogepunktet, sluk for varmen og smelt chokoladen deri.
- Hæld den varme chokolade over kageresterne og tilsæt resten af ingredienserne.
- Rør godt sammen eller kør massen i blenderen.
- Stil massen på køl indtil det når en konsistens du kan arbejde med (ca. 1 time)
- Rul til kugler i passende størrelse og rul dem derefter i det drys du måtte foretrækkke.

Smag på massen undervejs og tilpas opskriften til dine egen smagsløg

Opbevar kuglerne i en kagedåse i køleskabet



tirsdag den 23. oktober 2012

Larmende stilhed

Der har været stille på bloggen den sidste tid. Jeg har absolut intet kreativt foretaget mig og den ene dag har taget den anden. Stilheden var larmende, da jeg har haft flere indput i hovedet jeg gerne ville have vist jer, men aldrig fik gjort og de har derfor rumsteret rundt og plaget mig. Jeg har nogle opskrifter jeg vil dele med jer, de skal nok komme på.

Morgans barnedåb er nok den der har fyldt mest og i søndags oprandt dagen.
Har simpelthen været så nervøs og kunne ikke rigtig overskue dagen. Morgan har fra start været ret følsom i forhold til stimulering. Pludselig kunne han bare ikke rumme mere, og tanken om en tur i kirken og så derefter på restaurant har simpelthen plaget mig dag og nat. Var bange for at stå der med en dybt ulykkelig lille dreng der bare havde brug for at komme hjem....

...men ved i hvad?

Han var bare en stjerne! Kirken tog han helt cool, præsten fik endda et lille smil ved døbefonden. Han var en smule urolig under gudstjenesten, men kunne klare den ved at lade ham bladre lidt i hans nye bibel og så fik han da også en tår at drikke.
Til festen sov han da vi spiste så vi kunne få ro til det og han sov endda ganske meget.
Når han var oppe var han nysgerrig og kiggede interesseret rundt og delte gladeligt smil ud.
Ingen pyldren og sure miner, bare en glad smilende dreng hele dagen!

Er pave stolt af min lille dreng!!

En kage fik jeg også lavet til Morgans store dag, min mor måtte træde til lørdag, da jeg fuldstændig havde undervurderet projektet. Det er første gang jeg laver en kage i flere lag og det tager altså sin tid - men fin syntes jeg den blev




Den lille blå kage på toppen er et hjerte, hvilket ikke helt er til at se på billederne.
Det mørke farve på kagen er en mørk chokolade brun - syntes den ser sort ud på billederne.

Den nederste kage er 30 cm i diameter, består af chokoladekage bunde, med fyld af chokolade ganache og peanutbutter creme men hakkede peanuts.

Den øverste kage er 22 cm i diameter og består af drømmekage bunde, med fyld af ananas mousse med små anananas stykker og en kokoscreme.

Det blå hjerte er drømmekage bagt i en skål og derefter skåret til et hjerte.

Virkelig en vellykket kage som jeg er mega stolt over!

mandag den 8. oktober 2012

Endnu en vest - endelig!

Jeg gav mig selv et ordentlig los og fik samlet pindene op, nu skulle den vest altså strikkes færdig... og sådan blev det:

 
 
 
Jeg har endnu engang brugt denne opskrift, jeg har dog ændret lidt på den. Halsudskæringen er større, vesten er lidt bredere over skulderen og så er der kun lavet to knapper.
Også denne gang har jeg strikket den i en lækker blød BabyAlpaca uld, virkelig lækker og fin til de små bebser! Vi bruger den brune rigtig meget, så det glæder mig at kunne lægge endnu en i skuffen.
 
Vil helt klart anbefale projektet til andre, der som jeg, ikke har den store erfaring med at strikke. Den er virkelig nem at gå til, specielt med de fine billeder der beskriver processen rigtig godt.
Jeg elsker denne vest, da den svøber sig lækkert om kroppen grundet rib effekten og så er den god lang så den lille mave ikke bliver kold. At vesten giver sig så meget betyder samtidig at baby kan bruge den længere tid uden at vokse fra den.
 
 


søndag den 7. oktober 2012

M&Ms med peanutbutter

Oh my love, now we meet again! Soon you'll be gone, and I'll miss you... again...

Jeg har ikke fået disse små lækkerier siden jeg boede i USA tilbage i 2006, åhh hvor jeg elsker den salte bløde peanutbutter, den bløde chokolade og det knasende lag sukker! Det er den helt perfekte lille søde sag til mig - og hvorfor har vi dem ikke i Danmark spørger jeg?

Om jeg begriber det....

Min søde bror har lige været i USA og var så sød at tage et halvt kilo med hjem til mig... de skal NYDES... langsomt...

lørdag den 6. oktober 2012

Jeg laver æbletærter... (opskrift)

Der har været produktion af æbletærter i mit køkken i dag. Både fordi min bror og hans kæreste kom på besøg, men jeg har også fået lavet nogen til en af min kærestes kolleger.
Han er desværre meget syg, kræften har vundet og han nyder de dage han har tilbage af livet. Jeg kender ham selv, da jeg tidligere har arbejdet samme sted og hvilket dejligt menneske. Kun små 40 år med kone, børn og livet foran sig...
Det er urimmeligt som den sygdom river så mange mennesker ud af livet, uventet og uforklarligt.

Der blev taget initiativ på arbejdspladsen til at lave "nødhjælpspakker" til ham bestående af noget til at fylde fryseren med. Folk kommer med diverse retter der lige er klar til at varme og jeg vælger så at bidrage med bagværk (da det ofte kan knibe med i det hele taget selv at få bikset noget sammen til os selv). Det er noget der er nemt for mig at lave, når Morgan alligevel sover.

Sidste omgang bagte jeg yoghurtbrød til ham og denne gang blev det æbletærter med hjemmeavl. Tærterne får han ubagte og frosne, så er der friskbagt æbletærte til en våd efterårsdag i selvskab med familien.



Opskriften er helt fantastik og i får den lige her:

Æbletærte 1 stk.

Dej:

150 g blød margarine
1 tsk. salt
250 g. hvedemel
5-7 spsk. koldt vand

Fyld:

8 æbler
3 spsk. mel
250 g. sukker
1 spsk. kanel

- Hak margarinen sammen med med og salt med en gaffel (eller brug en røremaskine)
- Når massen er ensartet tilsættes vandet lidt efter lidt til dejen er samlet
- Dejen skal nu hvile i køleskabet min. 2 timer, gerne til næste dag

Lav fyldet:

- Sukker, mel og kanel blandes godt.
- Æblerne skrælles, renses for kærnehus og skæres i både
- Vend dem i blandingen

Nu skal de samles:

- Del dejen i to og udrul top og bund. Udstik lufthuller i toppen og brug det til pynt (eller lav rigeligt med huller med en gaffel, eller måske du er til fletmønster?)
- Læg dejbunden i en smurt tærtefad og fordel æblerne derpå. Drys lidt af blandingen hen over æblerne.
- Læg låget på, tryk sammen med en gaffel langs kanten og fjern overskydende dej.

Bages i ovnen på varmluft ved 200 grader i ca. 40 min.

God fornøjelse!

onsdag den 3. oktober 2012

Farvel til Mikael og Lisbeth

I dag vendte jeg den sidste side af "Luftkastellet der blev sprængt", den 3. og sidste bog i triologien om Millennium, Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander skrevet af Stieg Larsson.

Inden jeg læste den først, "Mænd der hader kvinder", var mine forventninger ikke så høje, havde hørt godt om den, men tænkte om ikke det bare var endnu en krimi...
Nej - så absolut ikke! Det er virkelig nogle velskrevne og gennemarbejdede bøger og jeg sidder her med en tom fornemmelse efter at have lukket den sidste bog.

Hvis du endnu ikke har haft bøgerne i hænderne så kan jeg på det varmeste anbefale at du får fingre i dem (jeg kan da ikke være den eneste der er så sent ude?)

Jeg har, på sidelinien med at jeg læste den sidste bog, set de to film baseret på de to første bind, det er gode film, men hvor savner man meget fra bogen. Værst er den amerikanske version, og jeg må sige at jeg klart foretrækker de svenske karaktere, de rammer bedre det billede jeg selv havde.